Historisk udvikling
Udnyttelse af vindenergi har været kendt i mere end 2.000 år, idet man i Asien og i Mellemøsten begyndte at anvende vindmøller til at male kornprodukter og til at pumpe vand med. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at eksperimentere med elektricitetsproduktion vha. vindmøller. Således påbegyndte amerikaneren Charles F. Brush i 1887 opførselen af, hvad der er kendt som verdens første automatiske vindmølle til elektricitetsfremstilling. Møllen kunne levere en effekt på 12 kW.
Danmark var fra start med fremme indenfor udviklingen af denne nye teknologi. I 1890’erne begyndte danskeren Poul la Cour således opførelsen af en række testmøller til elektricitetsproduktion, hvilket medførte, at man i 1918 kunne dække ca. 3 % af det danske elforbrug gennem vindenergi.
Det var dog først i 1970’erne, at elproduktionen vha. vindmøller for alvor kom i søgelyset. Dette skyldtes ikke mindst oliekrisen i 1973 og senere igen i 1979. Kombineret med et øget fokus på miljøet samt en generel folkelig modstand mod regeringens planer om udnyttelse af atomkraft, førte dette til øget pres for at udvikle de alternative vedvarende energikilder. Dette har gjort, at Danmark i dag er førende inden for vindteknologi og til stadighed producerer mere effektfulde møller.
Vindmøller har gennemgået en dramatisk udvikling, hvilket afspejles i deres øgede effekt. I 1980 kunne en typisk vindmølle således levere 22 kW, hvor nyopstillede møller i dag (2004) typisk kan levere 3 MW. Udviklingen fortsætter, og de første vindmøller på 5 MW er allerede tæt på at være færdigudviklede. Det estimeres, at man om 15 år vil kunne opsætte møller med en ydelse på 20 MW.
Energipolitik
Siden 1970’erne har den danske regering fremsat en række energistrategier – oprindeligt med fokus på at sikre den fremtidige energiforsyning, men siden også med fokus på øget brug af miljøvenlig energiforsyning. Energistrategierne er blevet løbende opdateret og formuleret i energiplaner – den nyeste i rækken, den fjerde, er fra 1996 og hedder Energi 21. Her oplyser regeringen, at Danmark vil gå aktivt ind i kampen for at reducere udledningen af drivhusgasser og fastsætter, at CO2-udledningen skal reduceres med 20% i år 2005 i forhold til 1988-niveauet. Desuden lægges der op til, at der skal ske en yderligere reduktion efter år 2005.
Et vigtigt middel til at nå disse mål er øget brug af vindenergi, der vurderes til at være en af de billigste metoder til nedbringelse af CO2-udledningen. Helt konkret er det i Energi 21 formuleret at:
-
Inden år 2005 skal der være opført vindmøller med en samlet effekt på 1.500 MW (da handlingsplanen blev udfærdiget var den samlede kapacitet af danske vindmøller ca. 600 MW).
-
Inden år 2030 skal der opføres yderligere faciliteter så den samlede effekt når op på 5.550 MW (hvoraf de 4.000 MW forventes at komme fra offshore installationer). Dette forventes at svare til 50 % af Danmarks elforbrug.
Det første mål blev nået allerede i starten af 1999 og udviklingen af stadig mere effektive møller peger på, at det andet mål heller ikke skulle være problematisk at opnå. I januar 2004 havde de danske vindmøller (i alt 5.395 stk.) således en samlet effekt på 3.120 MW – offshore møller stod for 426 MW af den samlede effekt.
Offshore vindmølleparker
Traditionelt har man placeret vindmøller på landjord, men i 1991 opførte man nord for Lolland verdens første offshore vindmøllepark – Vindeby Havmøllepark. Parken består af 11 møller på hver 450 kW, produceret af firmaet Bonus Energy A/S - den samlede effekt er dermed lige knap 5 MW. Der er siden opført yderligere 7 offshore vindmølleparker i dansk farvand, bestående af i alt 215 møller med en samlet effekt på 426 MW.

Havoverflader har en lav ruhed sammenlignet med landoverflader. Kombineret med manglen på lægivende elementer gør dette, at der på havet forekommer kraftigere vinde end på land. På trods af større installations- og driftsomkostninger har placeringen af vindmøller på havet derfor vist sig økonomisk rentabel. Samtidig er antallet af egnede steder til placering af vindmøller på land ved at være opbrugt. Man kan derfor i de kommende år forvente at et drastisk skift fra landbaserede møller til offshore baserede møller, således at langt størstedelen af møller som opføres vil blive opført på havet.
Offshore vindmølleparker >>
|